Likviditetsrisiko handler om risikoen for, at værdipapirer ikke kan købes eller sælges hurtigt til en rimelig markedspris. For danske stats- og realkreditobligationer vurderes denne risiko generelt som meget lav.
Det er korrekt, at der historisk har været perioder, hvor dele af obligationsmarkedet har oplevet lavere likviditet, hvilket særligt gælder længere og mere komplekse obligationstyper som 30-årige konverterbare realkreditobligationer. Under perioder med kraftige renteændringer eller markedsstress kan disse obligationer opleve bredere bid/offer-spænd, lavere omsætning og større kursudsving.
FairRENTE investerer ikke i disse segmenter. FairRENTE investerer kun i de korteste danske stats- og realkreditobligationer med meget kort varighed og høj daglig omsætning. Disse obligationer anvendes i praksis som en central del af bankernes egen likviditetsstyring og fungerer samtidig som sikkerhedsstillelse og likviditetsreserver i det finansielle system. Det skaber en naturlig og vedvarende efterspørgsel.
Til dagligt er ultrakorte danske realkreditobligationer blandt de mest likvide aktiver i Danmark og sammenlignelige med korte danske statsobligationer. Bankerne og de største økonomi-afdelinger i Danmark bruger de samme obligationer som sikkerhedsstillelse. I praksis kan der omsættes for +DKK 500 mio. i de enkelte fondskoder uden at rykke markedet.
Det mest interessante ved likviditet er historikken under stressperioder.
Under finanskrisen i 2008, efter kollapset af Lehman Brothers, oplevede store dele af de globale kredit- og obligationsmarkeder betydelige likviditetsproblemer. Mange kreditmarkeder frøs i praksis midlertidigt.
Danske stats- og realkreditobligationer fortsatte derimod med at blive efterspurgt og handlet, hvilket også gjorde sig gældende gennem periodens mest urolige faser. Internationale investorer og finansielle institutioner anvendte fortsat danske obligationer, som let omsættelige aktiver med høj kreditkvalitet. De blev i markederne betragtet som meget sikre og likvide værdipapirer.
Selv under finanskrisen, hvor likviditeten frøs til, og bankerne ikke længere kunne låne penge i pengemarkedet, hvor dag-til-dag-renterne steg til omkring 15 % for dem, der kunne låne, og hvor Danske Bank var tæt på en alvorlig likviditetskrise, og kun overlevede gennem statslig støtte via Bankpakke 1, gjorde likviditeten i disse obligaitoner en afgørende forskel. Det var en anden tid, men likviditeten gjorde forskellen dengang og kan gøre det igen.
Så selv i de værste uger og måneder i efteråret 2008 blev de korte danske realkreditobligationer stadig omsat. Renten steg ganske vist på papirerne, men likviditeten frøs aldrig til, og man kunne sælge papirerne til enhver tid. De korteste danske stats- og realkreditobligationer er blandt de mest likvide aktiver i Danmark.