Men måske handler det ikke længere kun om inflation og centralbanker.

Er vi på vej ind i en ny gældskrise?

USA’s statsgæld har nu passeret 40.000 mia. dollar, samtidig med at store budgetunderskud betyder, at enorme mængder ny gæld fortsat skal absorberes af markedet.

Investorerne kræver ganske enkelt en højere rente for at finansiere USA.

Samtidig er der opstået seriøs bekymring omkring Frankrig.

Frankrig har et af euroområdets største budgetunderskud, og landets gæld ventes at bevæge sig mod 120% af BNP. Det er efterhånden så markant, at den franske 10-årige statsrente ligger over den italienske, hvilket var uhørt for 15 år siden da EUR gældskrisen var på sit højeste.

Det er et interessant men potentielt bekymrende regimeskifte.

For vi har set før, hvor længe en gældskrise kan dominere de finansielle markeder.

Under eurokrisen var det især Grækenland, Italien, Spanien og Portugal, investorerne satte spørgsmålstegn ved.

Til sidst kom Mario Draghi i 2012 med de berømte ord:

“Whatever it takes.”

Det blev et vendepunkt, og statsrenterne i de mest gældsatte sydeuropæiske lande begyndte efterfølgende at falde.

Denne gang er situationen anderledes.

Nu er det nogle af verdens største og mest udviklede økonomier, som obligationsinvestorerne begynder at stille spørgsmål ved.

USA. Frankrig. Storbritannien. Japan.

Og det er svært at se, hvad der på kort sigt skal vende udviklingen.

1. Statsgælden fortsætter med at vokse
2. Budgetunderskuddene er fortsat store
3. Energipriserne stiger igen
4. Konflikten med Iran ser ikke ud til at blive løst foreløbig
5. Nye amerikanske tariffer øger risikoen for yderligere inflation

Og så kom dagens europæiske inflationstal.

Inflationen i euroområdet steg fra 2,9% til 3,3% i august, primært drevet af energi, hvor priserne nu ligger 14,3% højere end for et år siden.

Der er dog et vigtigt lyspunkt for ECB:

Kerneinflationen faldt til 2,4%, og serviceinflationen faldt fra 3,3% til omkring 3,0%.

Det indikerer, at “energichokket “endnu ikke for alvor har spredt sig til resten af økonomien.

Men ECB står alligevel med et dilemma.

Inflationen er langt over målsætningen på 2%, samtidig med at stigende statsrenter lægger stadig større pres på højt gældsatte lande.

ECB’s seneste referat viste allerede, at en renteforhøjelse i september var næsten fuldt indpriset.

Efter dagens inflationstal priser markedet stort set 0,25% renteforhøjelse den 10. september. Nationalbanken ventes at følge med 1-1 og måske endda med 1 – 1½ da markedet priser en særskilt renteforhøjelse ind fra Nationalbanken på 0,10%, foranledet af en historisk svag krone i forhold til EUR. 

Det store spørgsmål er derfor ikke længere september renteforhøjelse, men hvad der kommer bagefter.

Hvis energipriserne fortsætter op, inflationen bider sig fast og centralbankerne tvinges til yderligere renteforhøjelser, samtidig med at regeringerne skal finansiere rekordstore gældsbyrder, får vi en potentielt vanskelig cocktail:

Høj gæld + høj inflation + højere renter + enorme finansieringsbehov.

Det er netop den kombination, obligationsmarkedet begynder at reagere på.

Måske er det derfor ikke inflationen alene, vi skal holde øje med de kommende måneder.

Det kan meget vel blive statsgælden, der kommer til at trække de største overskrifter på de finansielle markeder.